Afgudernes Tusmørke

Beskrivelse

Afgudernes Tusmørke er det tredje af de fire mindre skrifter, som Nietzsche skrev i sit sidste år, hvor tanken ikke alene var fuldt intakt, men også sprogligt og vitalt skærpet: såvel hvad angår koncise formuleringer som diverse giftigheder. Værket har været oversat før (Jens Erik Kristensen og Lars Henrik Schmidt, Gyl. 1993), men denne udgave er problematisk af flere grunde – alle bliver nøje gennemgået i den nye udgaves indledning – så derfor denne nyoversættelse, der bl.a. øger antallet af nødvendige realnoter fra 41 til 303.

Titlen spiller drillende på Richard Wagners opera ‘Götterdämmerung’ – lidt apropos Nietzsches forudgående skrift, Tilfældet Wagner – og med afguder tænker Nietzsche på alle dogmer og falske genier, alle religiøse frontskikkelser og filosofiske illusionister. Det er et oprydningsskrift, der vil sende disse afguder ind i tusmørket og derved gøre klar til en ny morgenrøde, hvor noget sundt og stærkt kan dæmre. Derfor hentyder undertitlen til den billedstormer, der – før hammeren falder – slår afgudebusterne an med en filosofisk stemmegaffel for at undersøge klangen: er den hul og falsk, så er det ud af vagten! Derfor kan man også karakterisere Afgudernes Tusmørke som en karakterbog, hvor Nietzsche overskuer en række temaer og skikkelser i den europæiske kultur – og fælder dom.

Indhold:

• Strøtanker og modhager
• Problemet Sokrates “Fornuften” i filosofien
• Hvordan den “sande verden” omsider blev en fabel
• Moral som modnatur
• De fire store fejltagelser
• Menneskehedens “forbedrere”
• Hvad tyskerne mangler
• Strejftog af en utidssvarende
• Hvad jeg kan takke de gamle for
• Hammeren taler

Oversat fra tysk efter ‘Götzen-Dämmerung’, Colli & Montinaris udgave i KSA, bd. 6. Værket blev skrevet og slutredigeret i sommeren 1888, udkom den 27. januar 1889, dvs. efter Nietzsches sammenbrud.